Måske har du ofte den følelse, når du er del af en professionel samtale. At du skal vide, hvad det handler om. At du er nødt til at vide, hvad der er sket, hvornår det er sket, og hvad der gik forud, hvis du skal have mulighed for at hjælpe.

I en motiverende samtale er det ikke nødvendigt. Du kan faktisk føre en hel motiverende samtale, uden at vide hvad den handler om.

Det lyder vildt ikke? Og nærmest uforståeligt, fordi du måske er vant til den anden tilgang.

Men det er rigtigt, ikke desto mindre.

Det er så dog ikke så tit, at vi ikke på en eller anden måde ved, hvad samtalen handler om – men mindre kan også gøre det.

Når jeg fx holder samtaler om alkohol eller stoffer, så er det fx ikke nødvendigt at jeg ved hvor meget alkohol eller hvor mange gram hash, vi taler om. Det er heller ikke nødvendigt, at jeg ved, hvor længe personen har røget eller drukket, eller hvordan han/hun gør.

Det, der er vigtigt, er, at jeg finder ud af (eller nærmere at personen selv finder ud af), hvad det betyder for ham eller hende, at forbruget er som det er. At personen finder ud af, hvad det betyder i hans eller hendes liv, og hvordan de egentlig godt kunne tænke sig, at forbruget så ud.

Vi kan som professionelle let blive fanget i “fakta-fælden”. At hvis vi bare ved lidt mere om, hvad det drejer sig om, så kan vi finde løsningen.

Men det er ikke dig, der skal finde løsningen. Og derfor har du heller ikke brug for at få styr på fakta.

Det er helt ok, at fakta bliver hos personen selv. At han eller hun ved, hvordan det forholder sig – uden at du ved det.

Dit arbejde går også meget lettere, hvis du holder dig ude af “fakta-fælden”. Du får ikke positioneret dig selv som eksperten, der bare lige skal vide.

Det betyder også, at du langt hurtigere får skabt et samarbejde i samtalen, hvor det ikke er dig, der tager ansvaret for at løse problemet, men at det er noget du og din klient kan gøre i fællesskab.

Hvor mange detaljer har du mon mod til at undvære i din næste samtale?