Brug din krop som påmindelse
Manden overfor min tidligere kollega er ung – måske 24 år. Han fortæller, at han ryger 4-5 gram hash om dagen. Han mener ikke, at han er afhængig, og han tror heller ikke, at hashen har en finger med i spillhashet, når han ikke kan få et job.
Lige dér er det svært at være min kollega. Hun vil så gerne Den Motiverende Samtale, og samtidig er det SÅ svært ikke at argumentere for, at tingene måske kan se anderledes ud, end den unge mand ser dem.
En af grundstenene i Den Motiverende Samtale er accepten af, hvordan verdensbilledet, hos mennesket vi sidder sammen med, ser ud. Og det kan ofte være svært – fordi vi som professionelle også har vores eget verdensbillede, som kan være svært at lægge til side.
Min kollega og jeg talte om den unge mand i en supervision, og hun besluttede sig for, at næste gang hun skulle mødes med ham, ville hun læne sig tilbage i stolen og sætte sig på sine hænder. I bogstaveligste forstand.
Og det gjorde hun. Og det virkede. Næste gang den unge mand kom til jobcentret, var han forsinket og havde samme holdning som sidst til sit hashforbrug. Men min kollega holdt aftalen med sig selv. Hun lænede sig tilbage. Den unge mand vidste stadig ikke rigtigt, hvad han ville. Hun satte sig på sine hænder – og ventede.
Og så skete der det, som nogle gange kan virke helt uforklarligt (men ikke tilfældigt – det sker det alligevel for ofte til). Den unge mand begyndte selv at forestille sig, hvad han kunne lave for at komme i gang. Og faktisk ville han gerne i en praktik.
Jeg har hørt flere deltagere på mine kurser fortælle om den slags oplevelser. At de simpelthen beslutter sig for, at ændringen må starte i deres krop. At de læner sig tilbage og sætter sig på deres hænder. Og så sker der det, som Den Motiverende Samtale kan.
Ja, det kan virke mærkeligt og underligt, siger de. Men det virker. De bliver mindet om af deres krop, hvordan de gerne vil agere i samtalen. Det bliver nemmere. Og de ser resultater.
