I sidste uge var jeg til nationalt symposium for professionel patientkommunikation. 

Budskabet var helt klart. Vi VED, hvad der skal til for at skabe resultater med vores kommunikation – men vi mangler stadig at implementere det. 

Jeg kan med sikkerhed sige, at det ikke kun ser sådan ud i patient-branchen. Kommunikationens kvalitet rundt om i landet er stadig mere eller mindre tilfældig.

Men vi HAR rykket os. Vi er gået fra nærmest totalt paternalisme og autoritetsmagt til, at vi som patienter, borgere, klienter osv – trods alt har noget at skulle have sagt om vores egen situation. Og det kan stadig blive endnu bedre. 

Og hvad er det så med den pille?

Jo, det var en af pointerne hos en af de internationale talere ved symposiet – Peter Martin. Vi har SÅ meget evidens for, at den rigtige måde at kommunikere på giver rigtig gode resultater med patienter. Ét forsøg med en indsats overfor læger, der arbejder med livstruende syge patienter, viste fx, at et fokus på deres kommunikation nedsatte antallet af patienter med angst med 50 %. 45 % færre patienter havde depressive symptomer. Det viste også mere og bedre kommunikation. 

Hvis en enkelt pille kunne give de resultater – ja, så ville investorerne og lægerne stå i kø for at få fat i den pille. I køen ville samtidig jobcentre, misbrugscentrene, bostederne osv. osv. også stå.

Men det er desværre ikke en pille – det er kommunikation. Og at udvikle sin kommunikation er ikke lige så nemt, som at sluge en pille hver morgen med sin morgenkaffe. Det koster energi, det koster træning, og det koster, at man ser sig selv i øjnene og spørger, om man mon kunne gøre det bedre?

Derfor står der hverken investorer eller andre i kø – for det er besværligt. Ikke svært, men besværligt. 

Resultaterne viser os, at det er det hele værd – vi skal bare tage skridtet og træffe beslutningen om at “sluge pillen”.

Som I ved, udbyder Motikon sin helt egen “pille” – uddannelsen til Forandringsguide.

For dig, der brænder for at hjælpe mennesker, og som er klar til at se dig selv i øjnene og spørge, om du mon kan gøre det endnu bedre. 

Du kan være læge, sygeplejerske, SOSU, men bare du arbejder med personlig og professionel kommunikation i din hverdag, så er det noget for dig. På et jobcenter, på et bosted, i et behandlingscenter, på et plejehjem, med ernæring og træning – og ja, listen forsætter.

Uddannelsen starter i Vejle til august – få gerne meldt dig til inden sommerferien. 🙂

Jeg håber, at vi ses.

Mange hilsner fra

Jeg sidder lige nu i Odense og har nogle timer at “slå ihjel”, inden jeg skal mødes med en kollega inden for professionelle samtaler. 

Jeg har forkælet mig selv og sidder på en velbesøgt café midt i centrum.

Tjeneren er flink og smilende, og hun holder styr på utroligt mange borde.

Og så er hun professionel. 

Hun tager imod bestillinger på samme måde hver gang. Hun afleverer maden på samme måde hver gang. Og efter 5-10 minutter kommer hun tilbage og spørger, hvordan det smager, og om alt er vel.

Og så er der det, hun ikke gør. Hun fortæller ikke kunderne, hvad hun synes, at de skal bestille. Hun kommenterer ikke kundernes valg. Kun hvis de efterspørger det. Og så lader hun ellers kunderne være i fred, så de kan klare det, de nu skal klare på caféen. Derfor kan jeg også sidde i fred og skrive nyhedsbrevet her.

Jeg ved ikke, hvem hun er som person – men det har jeg sådan set heller ikke brug for, for at jeg kan få det, jeg har brug for fra hende. 

Tjenerens professionalisme får mig til at tænke.

For hvis tjenere kan være professionelle på den måde – lægge deres egne personlige holdninger og meninger til side – hvorfor kan vi så ikke opretholde den samme professionalisme, når vores arbejde er at tale med mennesker?

Hvorfor kan vi ikke nøjes med at være flinke og smilende og så ellers passe vores arbejde? Hvorfor fortæller vi vores “kunder”, hvad vi synes om deres valg? Hvorfor har vi personlige kommentarer til, hvordan det andet menneske vælger at leve sit liv, og hvorfor kan vi ikke lade dem være i fred, så de kan klare det, de nu skal klare?

Tjeneren udviser faglighed og professionalisme. Den samme faglighed og professionalisme er også passende hos professionelle, der arbejder med samtaler. At mestre en samtale og “blande sig uden om” ér faglighed.  

Det ville være vildt mærkeligt, hvis tjeneren begyndte at blande sig i mine valg.

I mange professionelle samtaler er det normen, at det sker – og måske derfor er der ikke mange, der stiller spørgsmålstegn ved det.

Men det er altså stadig mærkeligt – og ikke faglighed!